Kolding Nyheder

Uklogt når kommuner vælger akademikere til HK-job

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Dorthe V. Willumsen. Privatfoto.

Læserbrev af Dorthe V. Willumsen, formand for HK Kommunal Sydjylland, Højageren 59, Østbirk.

De sydjyske kommuner ansætter flere og flere akademikere. Det er der formentlig mange gode grunde til. Men jeg bliver bekymret, når der samtidig ansættes færre HK’ere.

Over de seneste 7 år er den samlede stab af akademikere ansat i sydjyske kommuner vokset med 21,4%. I samme periode er der blevet omkring 12% færre HK’ere. Den logiske konklusion er, at man mange steder har valgt at lade akademikere overtage job, der hidtil er varetaget af HK’ere.

Er det fordi, opgaverne er blevet så komplekse, at HK’erne mangler kompetencer til at løse dem? Det tvivler jeg på, for administrative medarbejdere er yderst veluddannede og professionelle. Opfylder arbejdspladsen sin pligt til kompetenceudvikling, kan de sagtens følge med udviklingen i opgaver.

Jeg kan frygte, at udviklingen i højere grad dækker over uddannelsessnobberi. Måske er det finere at have akademikere ansat?

Der udklækkes mange akademikere, og ofte vil de være så ivrige for at komme i gang på arbejdsmarkedet, at de fuldt forståeligt vil tage job, de egentlig er overkvalificerede til.

Problemet er bare, at de overkvalificerede og løntunge akademikere typisk hurtigt forsvinder, når der dukker et job op, der matcher deres kompetenceprofil bedre. Og så står kommunen med en masse udgifter til rekruttering og oplæring, og det er en udfordring i en tid, hvor kommunerne skal spare endog mange penge på administration.

I en tid, hvor velfærden halter på mange områder, må enhver kommunal krone bruges klogt. Det kan altid bedst betale sig at vælge de rette hænder til rette opgaver. Så kære kommuner: Ansæt nogle flere HK’ere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel