Kolding Nyheder

Ukrainske gymnasieelever trives på Kolding Gymnasium

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Thomas Schultz/Kolding Gymnasium.

På den internationale linje, IB, på Kolding Gymnasium har der siden krigens start i Ukraine været flere og flere unge med ukrainsk baggrund, som er blevet optaget.

Der er nu 27 ukrainske elever på skolen, og de har fået en skolehverdag væk fra en usikker fremtid, hvor det har været muligt at opleve et fællesskab og en stor åbenhed og imødekommenhed fra andre elever.

Sofiia Tatarko, Valeriia Markovska og Volodymyr Vovk fortæller i dette interview om, hvordan de oplever livet på et dansk gymnasium.

Positiv forandring

Sofiia er fra Ukraines hovedstad, Kiev. Hun synes, det er en positiv forandring at skifte til et dansk skolesystem:

-På et dansk gymnasium er mere tid til fokus og faglig dybde, fordi man maksimalt har fire forskellige fag på en dag. Her er lektionerne af 90 minutters varighed. På min tidligere ukrainske skole var det ikke unormalt med op til otte forskellige fag om dagen i korte 45 minutter lektioner, fortæller hun.

Det har hjulpet eleverne meget at komme hurtigt i gang med skolen, så de kunne få en normal hverdag og lære nye mennesker at kende. Volodymyr, der er fra byen Zjytomyr nær Kiev, tilføjer:

-Jeg boede 8 måneder med min onkel ude på landet, og der var ikke så mange at snakke med, så det er bare så godt at være her og have et socialt liv.

Valeriia er fra havnebyen Zaporizhzhia i det østlige Ukraine:

-Inden jeg startede på KG, var der meget arbejde med at få styr på dokumenter i forbindelse med flytningen, så jeg havde ikke rigtigt tid og overskud til at møde andre mennesker. Derfor er det virkelig dejligt at komme af sted være der og møde sine klassekammerater.

27 ukrainske elever

Der er nu 27 ukrainske elever på Kolding Gymnasiums IB-linje. Der er dette skoleår startet 15 på Pre-IB, som er første år på IB-linjen. I Sofiias klasse, 2i. er de 10 fra Ukraine, og Volodymyr og Valeriia er de eneste to i 3i.

Der undervises på engelsk på IB, og det betyder, at det kan være vanskeligt at tilegne sig nye fagbegreber i fagene. Men de tre elever er enige om, at når man går i skole, skal der være noget at knokle med, så det oplever de ikke som det store problem. Mængden af gruppearbejde hjælper også til at træne de nye ord.

-Derudover giver det også forskellige perspektiver til den samme problemstilling, siger Sofiia, der lige skulle vænne sig til den mere sociale arbejdsform.

Volodymyr tilføjer:

-Til forskel fra i Ukraine laver eleverne faktisk noget her. I det ukrainske skolesystem var der en tendens til, at ikke alle i gruppen lavede noget, og fordi man fik karakterer som gruppe og ikke individuelle karakterer, kunne det betyde, at man indimellem selv måtte trække læsset for at højne det faglige niveau for gruppen.

Godt fællesskab på skolen

Eleverne oplever et godt fællesskab på skolen – også med de andre ukrainere. Sofiia fortæller, at de ikke har en decideret klub på skolen, men det er rart at have nogle at gå en tur med og lige vende situationen i Ukraine på sit eget modersmål. Men hun understreger, at det samtidig er rart at være i en klasse med mange forskellige baggrunde.

Valeriia fortæller, at der ud over på skolen er et fællesskab, hvor man kan mødes med andre ukrainere for at fejre eksempelvis nationale helligdage.

Med hensyn til fremtiden håber Volodymyr at kunne studere på universitetet i Aarhus eller Odense. Valeriia vil gerne studere business og management i Aarhus efter studentereksamen, og hun har allerede tjekket, at der findes en uddannelse med undervisning på engelsk. I Sofiias familie planlægger de helst kun et halvt år ad gangen, så hun forestiller sig, at hendes videregående uddannelse både kan være i Danmark og i andre lande. IB-uddannelsen åbner netop også for gode muligheder for at studere internationalt.

-Når krigen slutter, vil jeg gerne tilbage og arbejde i Ukraine, fortæller hun.

Føler sig godt modtaget i Danmark

Sofiia insisterer på at fortælle, hvor godt hun føler sig modtaget i Danmark:

-Folk er virkelig varme og imødekommende over for os. De smiler til en på gaden, og det er nemt at smalltalke med folk, man ikke rigtigt kender. Det får en til at føle sig som en del af fællesskabet. Da jeg kontaktede skolens IB-leder, Mel Malone, blev jeg hurtigt taget godt imod, og jeg blev hjulpet med at finde til rette på skolen.

Artiklen er skrevet af Thomas Schultz/Kolding Gymnasium.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel