Kolding Nyheder

Velfærden er presset

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Villy Søvndal (SF). Foto: Bo Nielsen.

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), gruppeformand, Engstien 1, 6000 Kolding.

Jeg forstår simpelthen ikke at regeringen vælger skattelettelser for 7 mia kr i en situation, hvor kommunerne mangler penge på alle de centrale velfærdsområder. Vi har fået en regering, der har valgt skattelettelser til og velfærd fra.

Det presser kommunerne som i øjeblikket er i gang med kæmpebesparelser på de centrale velfærdsområder: ældre i Vejle, skoler i Fredericia, handicapområdet i Esbjerg, og stort set alle velfærdsområder i Haderslev og Vejen.

I Kolding er vi i gang med de indledende budgetovervejelser. Heldigvis er situationen mindre dramatisk end i vores nabokommuner, fordi et ansvarligt flertal i byrådet ikke bare lader står til.

I en periode med en historisk stram økonomi, skal vi være påpasselige. Vi skal udvise rettidig omhu og gennemføre de nødvendige strukturelle ændringer, hvis vi skal undgå situationen, som vores nabokommuner er endt i. Det skal vi af hensyn til økonomien, men sandelig også fordi, det er svært at rekruttere den fornødne arbejdskraft. Og det bliver svært, men nødvendigt. Vi er godt i gang.

Lad mig bare nævne de vigtigste:

Mere anvendelse af velfærdsteknologi, flere stærke favnende fællesskaber f.eks. seniorbofællesskaber og faste teams i hjemmeplejen, udbygning af kommunens egne tilbud til mennesker med Senhjerneskade og mennesker med sindslidelser, så vi undgår at skulle købe dyre private tilbud langt væk, en bedre forebyggelse for vores børn og unge og sidst men ikke mindst sikre arbejdsforhold for vores ansatte, så vi ikke slider dem op og en større indsats for at mindske sygefravær.

Hvis vi er påpasselige og får den nødvendige fart på omstillinger, er jeg overbevist om, at vi kan undgå det, som vi ser i en række af kommunerne omkring os. Men det forudsætter, at vi ikke bare lader stå til.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel