Kolding Nyheder

VELUX indviede højteknologisk lager til over 100 millioner kroner

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Her indvier CEO i VELUX, Lars Petersson, officielt det højteknologiske anlæg i Kolding. Pressefoto.

VELUX indviede højteknologisk lager i Kolding. Pallekraner og plukkerobotter skal drives af energi fra solceller. Imens pakker de ovenlysvinduer til kunder i hele Norden. VELUX har investeret mere end 100 millioner kroner i lageret. Det understøtter VELUX vækstambitioner på en mere bæredygtig måde.

VELUX indviede højteknologisk lager. Det skete på virksomhedens adresse på Platinvej i Kolding. Her skal kraner og robotter fremover hjælpe med at klargøre, pakke og sende ovenlysvinduer, rulleskodder samt øvrigt tilbehør til kunder i hele Norden.

Det er virksomhedens første store højteknologiske lager, der ligger i en 24.000 kvadratmeter stor bygning.

CEO i VELUX Lars Petersson ser frem til at tage endnu et skridt mod at sikre kunderne den bedst mulige oplevelse:

-Vores nye højautomatiserede robotlager gør det enklere og nemmere for vores kunder at handle med os. Fra lageret i Kolding pakker og sender vi vores ovenlysvinduer, rulleskodder, gardiner og øvrige produkter hurtigere til vores kunder i en samlet levering, og vi bruger solenergi til at drive det. Teknologien på vores nye lager i Kolding gør det derudover muligt for os at afprøve nye innovative løsninger i fremtiden med henblik på at gøre det nemmere at være kunde hos VELUX, fortæller Lars Petersson i en pressemeddelelse.

Solenergi driver teknologien

Omkring 80 procent af strømforbruget i det højautomatiserede lager vil fra 2024 komme fra en tilstødende 6.000 kvadratmeter stor solcellepark. Strøm fra solceller skal drive både robotter, kraner og en enskinnebane, som skal køre paller rundt i lageret, mens robotter pakker vinduerne ovenpå. Derpå bliver pallen kørt hen til ladet af en lastbil, som leverer ud til kunderne.

Ved at sende vinduer, rulleskodder, rullegardiner og ønsket tilbehør i én forsendelse til kunderne, spares der også på antallet af lastbiler til distribution og dermed på CO2-udledning fra transporten.

VELUX har opstillet ambitiøse 2030-mål for at reducere CO2-udledningen. Udledningerne fra egne driftsaktiviteter skal nedbringes med 100%, og udledningerne gennem hele værdikæden skal reduceres med 50%.

-Det er afgørende at være ambitiøs i sin klimaindsats, og vi har forpligtet os til at følge det mest ambitiøse reduktionsscenarie i Paris-aftalen. Vores nye lager i Kolding medvirker til at hæve barren for effektive lagre med lavere CO2-aftryk, forklarer Lars Petersson.

Flere vinduer til kunderne

Det højteknologiske lager kan håndtere op til 50 procent flere varer end et tilsvarende manuelt. Og robotterne er programmeret til at håndtere flere komplekse opgaver. Samtidig medfører brugen af kraner og robotter, at ergonomien bliver langt bedre for medarbejderne på lageret.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget ,
Del denne artikel