Kolding Nyheder

Vi skal styrke vores erhvervsuddannelser

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Karina Lorentzen (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Karina Lorentzen, gruppeformand, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Desværre er der stadig for mange unge uden arbejde eller uddannelse i de sydjyske kommuner. Selvom det er gået frem i de fleste af vores kommuner, så halter vi stadig et stort skridt efter resten af landet, og hele 3290 studenter under 30 år er ikke i gang med en uddannelse.

Det er ikke godt nok, at de unge i vores kommuner bare kan tage til København eller Aarhus for at uddanne sig. Der skal altså også være tilbud til de unge, der vælger at blive i vores hjørne af Danmark. Dem kan vi blandt andet hjælpe ved at styrke vores erhvervsskoler.

Regeringen har foreslået at øge beløbet til erhvervsskolerne frem mod 2030. Skolerne ser bare først pengene fra 2024. Men erhvervsskolerne har bedt om penge nu, hvis de skal styrke deres undervisning.

Derfor vil vi i SF foreslå det, erhvervsskolerne selv beder om, nemlig 200 millioner kroner NU, og derefter 500 millioner årligt. Og for at sætte gøre erhvervsskolerne stærkere så hurtigt som muligt, foreslår vi i SF også en investeringsfond på 2 milliarder, så skolerne kan få opdateret deres udstyr og lokaler.

Hvis vores unge vil have et arbejde og en uddannelse i Sydjylland, er det vores opgave at stille dem til rådighed. Og så skal de uddannelser vi tilbyder dem, også være ordentlige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel