TREFOR Varmes udbygning af fjernvarmenettet fra Kolding Nord til Almind vil påvirke trafikken på Højvangen i det nordlige Kolding. I tre uger bliver den nordgående vejbane spærret med omkørsel ad Korsvej til rundkørslen ved Vejlevej.
Det er et større projekt, når TREFOR Varme skal lægge rør i forbindelse med udbygningen af fjernvarmen i den nordlige del af kommunen. Det kræver ekstra tålmodighed fra trafikanter på Højvangen, der bliver påvirket i cirka tre uger, mens arbejdet står på.
-Vi skal lægge nogle meget store rør til udbygningen af fjernvarmen, og på strækningen langs Højvangen er der ikke plads ved siden af vejen. Derfor er vi nødt til at spærre vejen i den ene retning, mens arbejdet står på, fortæller projektleder i TREFOR Varme, Anders Fløe Brandstrup, i en pressemeddelelse.
Fra starten af uge 4 bliver Højvangen spærret i nordgående retning på strækningen fra lyskrydset ved Korsvej og til rundkørslen, hvor Højvangen møder Vejlevej. Der bliver etableret omkørsel ad Korsvej og Nordager frem til rundkørslen.
I den modsatte retning vil trafikken kunne passere som normalt. Der vil dog være nedsat hastighed på strækningen.
Højvangen er meget trafikeret, og derfor har TREFOR Varme koordineret projektet med fokus på at gennemføre arbejdet på kort tid.
-Vi arbejder i toholdsskift og har klargjort strækningen, inden vi spærrer af. Hele projektet er tilrettelagt, så vi minimerer gener for trafikanter mest muligt, for eksempel skal vi ikke grave på tværs af vejen, forklarer Anders Fløe Brandstrup.
Udover omkørslen via Korsvej og Nordager kan trafikanter overveje at benytte en alternativ rute og undgå vejarbejdet. For eksempel ved at tage motorvejen fra Kolding Ø til Bramdrupdam, og derefter køre ud af Kolding via Vejlevej.
Arbejdet på Højvangen går i gang i starten af uge 4. TREFOR Varme forventer, at det tager tre uger, inden trafikken igen kan køre som normalt på strækningen.