Sille vender “hjem” til Kolding IF Women

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Sille Fuhlendorff. Foto: Kolding IF.

Det blev til to år i italiensk fodbold. Nu vil Sille Fuhlendorff hjem til Kolding igen.

21-årige Sille Fuhlendorff vender hjem til Kolding og Kolding IF Women, oplyser Kolding IF på deres hjemmeside.

Sille Fuhlendorff har haft det meste af sin opvækst både på og udenfor banen i Kolding. I 2022 tog hun til Italien og prøvede kræfter med det store udland. Først med Pink Bari og senere med S.S. Lazio. Nu vender hun tilbage i Kolding-trøjen, som på ingen måde er fremmed for hende.

-Sille har afvist flotte tilbud fra større klubber i såvel ind- som udland, for i stedet nu at fortsætte karrieren i Kolding IF, hvilket gør os både stolte og ydmyge i forhold til at hjælpe hende til at videreudvikle sig og dermed lægge næste lag på sit spil, fortæller manager Allan Drost.

Sille Fuhlendorff er også glad for at vende hjem:

-Min tid i udlandet har været det bedste og mest lærerige valg jeg nogensinde har taget og nu trængte jeg til at komme hjem. Kolding har været min opvækstklub og har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Det var derfor helt naturligt, at vende tilbage til klubben. Der er stor kvalitet på og omkring holdet, og jeg er sikker på, at det kan være med til at udvikle mig yderligere som spiller. Jeg er super klar på nye udfordringer og glæder mig meget til at komme i gang med slutspillet.

Sille Fuhlendorff
Sille Fuhlendorff. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel