Søndag eftermiddag brændte det i et køkken hos en danseskole i Kolding.
Brandvæsenet måtte søndag eftermiddag ved 14.50-tiden rykke ud til brand hos Elin og Børge Jensens Danseskole på Haderslevvej i Kolding.
Det brændte i et køkken. Brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden. Men der var en del røgudvikling. Der var lidt brandskader i køkkenet, mens der var røgskader i resten af lokalerne. Det oplyser indsatsleder Steen Christensen fra Trekantbrand til Kolding Nyheder.
Brandvæsenet fik efterfølgende luftet ud i lokalerne. Herefter overtog skadesservice.
Ingen personer kom noget til ved branden.