53-årig mand genoplivet i Kongeåbadet

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Politiet kender ikke til mandens tilstand.

En 53-årig mand blev torsdag eftermiddag reddet op af bassinet i Kongeåbadet i Vamdrup. Der blev alarmeret om en drukneulykke klokken 16.32.

-Manden blev genoplivet. Han var i live, da han i ambulance blev kørt til Kolding Sygehus, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jesper Brian Jensen, til Kolding Nyheder.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand.

Der var også tilkaldt en helikopter til området ved Arena Syd. Den blev der dog ikke brug for, da manden blev kørt til sygehuset i ambulance.

Direktør for Slotssøbadet, Jørn Pedersen, hvor Kongeåbadet hører under, er trist over, at det skete:

-Men jeg glæder mig over, at to gæster og en medarbejder fik manden op af bassinet og han fik livreddende førstehjælp. Jeg håber, at manden kommer sig fuldstændigt, fortæller Jørn Pedersen til Kolding Nyheder.

Hvordan ulykken skete, er ikke oplyst fra Sydøstjyllands Politi.

Kongeåbadet er lukket resten af dage, og åbner normalt i morgen, fredag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel