Tirsdag den 12. marts kan Kolding Teaterforening vise Musical Danmarks forestilling ”Se Venedig og dø”.
Her bliver publikum præsenteret for noget af den dejligste danske popmusik fra 1970’erne. Det sker på Comwell Kolding Teater.
Om forestillingen skriver Musical Danmark:
-I foråret 2024 vender Musical Danmark blikket mod Danmark og fokuserer på den danske musikbranche anno 1978. Op i gennem 70’erne sad Gasolin sikkert på tronen, som Danmark største rockband, men i 1978 er det slut. Kronprinsen er Shu-Bi-Dua. Et band som er elsket af danskerne, men hadet af medlemmerne af Gasolin. Shu-Bi-Dua står klar til at overtage tronen lige så snart, at Gasolin er væk. Som et sidste træk, så forærer Gasolin et sikkert hit, “Se Venedig og dø” til Lone Kellermann…
Omdrejningspunktet i ”Se Venedig og dø” er en bestemt aften, den 31. august 1978.
Kim Larsen og Lone Kellermann er taget hen på musikværtshuset Sofiekælderen på Christianshavn for at fejre, at sangen “Se Venedig og dø” er blevet nr. 1 på den danske hitliste. Her støder de tilfældigt ind i Michael Bundesen, Sebastian, Lis Sørensen og C.V. Jørgensen. Toppen af poppen i 1978 er samlet.
Publikum kan se frem til at høre en lang række af de største og mest elskede danske hits fra slutningen af 70’erne fra både Gasolin, Shu-Bi-Dua, Sebastian, C.V. Jørgensen m.fl. En aften med plads til både store følelser og fællessang.
På scenen ses Jonas Rasmussen, Morten Bytofte, Anne Kraglund, Lucas Hoang, Anne Sofie Steen. Kapelmester er Niels Rahbech.
”Se Venedig og dø” kan ses tirsdag den 12. marts klokken 19.30 på Comwell Kolding Teater. Forestillingen starter klokken 19.30. Billetter kan købes på billetten.dk.