DF har valgt spidskandidat til byrådsvalget

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen, der også har besluttet sig for at genopstille ved næste valg, lokalformand for Dansk Folkeparti Gunner Nielsen og spidskandidat Søren Rasmussen. Privatfoto.

Ved Dansk Folkepartis generalforsamling lørdag blev Søren Rasmussen, den nuværende 2. viceborgmester og gruppeformand for partiet, valgt som spidskandidat til byrådsvalget næste år.

Uden modkandidater står han øverst på Dansk Folkepartis liste til valget den 18. november.

-Jeg er meget glad og beæret over medlemmernes tillid og vil naturligvis gøre mit yderste for at sikre Dansk Folkeparti det bedst mulige valg. Vi skal have Kolding bragt i en førerposition igen. Vi skal have ambitioner om at give borgerne det bedst mulige, fortæller Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.

Dansk Folkepartis erfarne lokalformand, Gunner Nielsen, udtrykker også optimisme med opstillingen af Søren Rasmussen og fortæller, at partiet allerede har flere dygtige og engagerede personer, der gerne vil stille op til valget sammen med Søren Rasmussen.

Byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen har i øvrigt besluttet, at genopstille til byrådsvalget i 2025.

Hvornår partiet holder opstillingsmøde for de resterende pladser på listen, er endnu ikke afgjort.

Ved generalforsamlingen var der genvalg til kasserer Flemming Hansen og næstformand Doris Abel, mens Sara Gabel blev nyvalgt til bestyrelsen. Suppleanter til bestyrelsen blev Tanja Lillian Svendsen og Kent Holm Christensen.

Bestyrelsen i Dansk Folkeparti Kolding. Fra venstre ses: kasserer Flemming Hansen, næstformand Doris Abel, suppleant Tanja Lillian Svendsen, formand Gunner Nielsen, bestyrelsesmedlem Sara Gabel, sekretær Mariane Hansen og suppleant Kent Holm Christensen Privatfoto.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel