Mindeord skrevet af Teddy Schønberg, præsident i Lions Bramdrupdam.
Torsdag den 4. april blev dagen, hvor et spændende og aktivt liv sluttede for Ove Nielsen i Alminde.
Ove var i mange år en velanset regnskabschef på Jydske Tidende A/S og Jydske Avistyk A/S. I sin pensionisttilværelse var han kasserer i Jydske Seniorer, hvor han også årligt var med til at arrangere ture til såvel udlandet som internt i Danmark. Derudover har han gennem årene udført et stort arbejde som kasserer i Berlingske Skyttelaug og Alminde Fælles Antenneforening.
Ove var også en elsket person i Lions Bramdrupdam, hvor han var særdeles aktiv i mange år. Han var en af hovedaktørerne gennem en årrække, når der årligt i samarbejde med Lions Kolding og det daværende Kolding Folkeblad senere JydskeVestkysten blev afholdt julelotteri. De år, hvor det var en stor succes, stod folk i kø i Jernbanegade ud for bladhuset, når julelotteriet blev givet fri.
Kassererjobbet havde han i en årrække i Lions Bramdrupdam. Han deltog aktivt i et stort 40 års Lions jubilæumslotteri i 2019, hvor hovedgevinsten var en Honda Jazz. Samme år blev Ove tildelt en Melvin Jones Fellow plakette, som er den største hædersbevisning indenfor Lions. Han fik den for sit utrættelige arbejde for klubben.
Hans vid, altid positive indstilling til tingene og ikke mindst hans humoristiske sans vil blive savnet i Lions Bramdrupdam. Ove, som er født i 1939, var et udpræget familiemenneske. Han var gift med Gitte, som han desværre mistede i 2006. Familiesamvær var noget af det, Ove elskede.
De senere år gik han troligt sin daglige tur med hunden ”Sille”. Det blev dagligt til ca. 10 km. Ove efterlader sig to sønner, to svigerdøtre, fire børnebørn og to bonus børnebørn.
Æret være Oves minde.