En ny opfindelse fra start-up virksomheden AeroBeat i Kolding har potentialet til at forbedre lydkvaliteten markant. Opfindelsen, som er blevet patentanmeldt, er udviklet af et team på fem erfarne profiler fra Kolding.
Historien om AeroBeat begynder med to gamle venner, Nick Højgaard og Rune Øhlenschlæger, der en aften på en bar diskuterede, hvordan man kan skabe det perfekte sæt stativer til højttalere. Med mange års erfaring inden for lyd og HiFi var Rune klar over, at den optimale tilstand for lyd er at lade den “svæve”. Men hvor tæt kan man egentlig komme på svævende lyd, når tyngdekraften spiller ind?
Efter flere runder med skitsering, testning og 3D-printning udviklede Nick Højgaard og Rune Øhlenschlæger en kubeformet prototype med modsatrettede magneter på bare et par uger. Efter en split-test i Runes hjemmestudie kunne de ikke tro deres ører – reduktionen i vibrationer fra højttaleren forbedrede lydkvaliteten markant.
Fra idé til virksomhed
Fra idé til virksomhed gik vejen videre. Nick Højgaard finpudsede designet til den cylinderformede version af produktet, mens Rune Øhlenschlæger testede indvirkningen på forskellige typer lydudstyr. Værktøjsmageren Finn Uhre Madsen kom om bord for at sikre, at en skaleret produktionslinje var mulig, og Joakim Ditlev og Søren Schnedler sluttede sig til teamet for at styrke marketing, salg og kommunikation.
AeroBeat-teamet er overbevist om, at deres nyudviklede fødder løfter lydkvaliteten betragteligt. For at teste reaktionen fra fremtidige kunder blev der afholdt en lytteaften, hvor 15 lydentusiaster var inviteret. Responsen var overvældende positiv.
Store ambitioner
Det positive forløb har givet AeroBeat store ambitioner. Den 8. april lancerede de en Kickstarter-kampagne, der løber i seks uger. Derefter er næste skridt at etablere en distributionskanal via fysiske HiFi-butikker i hele Europa samt en webshop.