Dommedagssikre boliger: Find din drømmebunker her

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Home Kolding Åpark.

Krig. Atomangreb. Naturkatastrofer.

Det er vigtigt at være kriseparat, og derfor anbefaler Beredskabsforbundet, at alle danskere har forsyninger nok til at klare sig selv i tre døgn.

Det tæller blandt andet, at man minimum har tre liter vand per person per døgn, masser af dåsemad, medicin og førstehjælpsudstyr, powerbanks, varmt tøj og soveposer.

Boliga har samlet en liste over nogle af de boliger, som egner sig særligt godt, hvis en alvorlig krise lammer landet, skriver Boliga.

Gedigen villa i Kolding med stor bunker

Foto: Home Kolding Åpark.

Listens billigste bunker-bolig ligger på Dybbølvej i Kolding. Her får du 107 kvadratmeter, fire værelser og en bunker i kælderen for intet mindre end 1.595.000 kroner.

En del af kælderen er nemlig oprindeligt opført som en bunker, hvor der er masser af plads. I dag bruges det til opbevaring af diverse genstande.

En bunker fra 2. verdenskrig

Foto: EDC Filtenborg Haderslev.

I Aarøsund ved Haderslev finder man denne bolig, som har en gammel bunker fra 2. verdenskrig, der bliver brugt til opbevaring og værksted.

Boligen byder desuden på 184 kvadratmeter og tre værelser. Ikke langt fra boligen ligger vandet, som måske også kan spille en afgørende overlevelsesfaktor, hvis krisen rammer. Villaen kan blive din for 2.295.000 kroner.

Køb dit eget slot med en bunker

Foto: EDC Poul Erik Bech, Frederikssund.

Få mennesker kan prale af at bo i et slot og have en bunker i haven. Men det er muligt nu.

I Skibby, som ligger tæt på Frederikssund i Nordsjælland, kan du for den nette pris af 12.995.000 kroner købe denne villa. Den rummer ni værelser og har en grundstørrelse på 9.538 kvadratmeter. Ifølge de lokale i området, så gemmer haven på en bunker.

Den ultimative bunker-bolig?

Foto: Estate Vestjylland Ringkøbing.

Denne unikke bolig er måske en preppers drøm. Boligen, der ligger i Ringkøbing lige ved Søndervig Strand, er en decideret bunker, hvor man ovenpå har anlagt en lækker terrasse med spa og udendørsbad.

Bunkerboligen kan blive din for 1.998.000 kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel