Fredag og lørdag er Danmarks rallyelite på vejene i Au2parts Rally Sønderjylland.
Danmarks skrappeste rallykørere samles fredag og lørdag til Au2parts Rally Sønderjylland, som er anden runde i Dansk Super Rally og Dansk Super Rally Short 2024. Dermed får publikum mulighed for at følge rallyeliten på nogle hurtige og meget udfordrende hastighedsprøver tæt på rallyets centrum hos EUC Syd i Aabenraa.
Deltagerlisten tæller 65 mandskaber fra Syd- og Sønderjylland såvel som fra resten af landet samt Tyskland og Sverige.
Nyt talentfuldt mandskab fra Kolding/København
Oliver Lykkefold Sørensen, Kolding og Frederik Bülow Glad, København er et nyt meget talentfuldt dansk rallymandskab. De har kørt to rallyer sammen i Tyskland i år, i det ene blev de nr. 3 i klassen, i det andet fik de en punktering og blev sat lidt tilbage.
Nu debuterer de sammen i dansk rallysport i Au2Parts Rally Sønderjylland, som er anden afdeling af det danske mesterskab. I første afdeling kørte Oliver med Claus Amstrup som codriver, og det blev til nr. 3 i klassen og imponerende nr. 13 af alle i hele løbet.
Oliver Lykkefold Sørensen er 20 år, mekaniker, og Frederik Bülow Glad er 25 år, studerende på CBS. De skal køre resten af DM-sæsonen sammen.
4-dobbelte mester stærkt kørende
Den 4-dobbelte mester Kim Boisen og datteren Emilie Boisen fra Broager, er stærkt kørende i en historisk BMW M3 fra 1987. Dertil kommer Martin Johansen og Louise Bang Hartwig, Vejen/Middelfart, i en helt ny Peugeot 208 Rally4.
Blandt feltets hurtigste er også Esben Hegelund og Erik Kristensen, Hadsten/Egtved, i en Hyundai i20 WRC fra Hyundais fabriksteam, hvormed de har kapacitet til at lægge samtlige konkurrenter bag sig. WRC-holdet kan vinde Rally Sønderjylland, men dog ikke opnå point til mesterskabet, da dette ikke er udskrevet for WRC-biler.
Foruden at være den anden af seks runder i DIF-mesterskabet tæller Au2parts Rally Sønderjylland også til de mesterskaber, som Dansk Automobil Sports Unions har udskrevet for en række vognklasser.
Fredag har deltagerne fra klokken 16-20 mulighed for at gennemkøre prøverne og lave noter til lørdagens rally, som køres med start fra EUC Syd klokken 11 og ved mål samme sted klokken 19.
Tre afspærrede strækninger
Rallyets otte hastighedsprøver køres på tre afspærrede strækninger. Den ene er umiddelbart ved rallyets centrum ved Lundsbjergvej, mens de to andre prøver køres nord og vest for Aabenraa.
Løbets totale distance er 255 kilometer på asfaltveje, hvoraf 98 kilometer køres som hastighedsprøver på afspærrede strækninger. Deltagerne i Short-rallyets rute er på 71 kilometer inklusive 49 kilometer hastighedsprøver.