Kolding Nyheder

Sejl med Kongeskibet over polarcirklen på Koldinghus

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Koldinghus sender særudstillingen om Kongeskibet Dannebrog afsted - ikke alene med en ny monark ved roret og et ønske om god vind fremover - men også med et farvel fyldt med spændende vinterferieaktiviteter, der sætter fokus på det maritime liv. Foto: Koldinghus.

Koldinghus sender særudstillingen om Kongeskibet Dannebrog afsted ikke alene med en ny monark ved roret og et ønske om god vind fremover, men også med et farvel fyldt med spændende vinterferieaktiviteter, der sætter fokus på det maritime liv.

I vinterferien kan man opleve et skyggeteater og blive en del af traditionen med polardåb, hvor modige søfarere døbes af Kong Neptun selv. En ceremoni, som både Kong Frederik og hans mor, Dronning Margrethe har været en del af på Kongeskibet Dannebrog.

Når en søfarer krydser polarcirklen første gang, er det tradition, at han eller hun døbes af Kong Neptun. Polardåben er en ceremoniel begivenhed, der fejres af besætningen om bord på skibet. Det er f.eks. almindeligt, at deltageren får stillet forskellige udfordringer som at blive døbt i isvand og flere af Kongefamiliens medlemmer er blevet polardøbt om bord på Kongeskibet Dannebrog.

Forestillingen inviterer hele familien til at deltage i ritualet og børnene belønnes efterfølgende med deres eget polarbevis, oplyser Koldinghus.

Udover skyggeteatret er der mulighed for at lære at tyde signalflag, tegne sit eget drømmeskib og klæde sig ud i matrostøj. Hele familien kan få taget et billede og sætte det ind i en fin ”guldramme” – et koøje, som kan tages med hjem til minde om dagen på Koldinghus. Man kan også møde en ”ægte” sømand, der deler hemmelighederne bag vigtige knob for matroser.

For gæster, der interesserer sig mere for udstillingen om pragtstellet Flora Danica er der mulighed for at lave sin egen blomst af crepepapir. Denne aktivitet kan opleves i uge 7 og uge 8.

Alle aktiviteterne er gratis, når der er betalt entré til museet. Der er gratis adgang for årskortholdere samt børn og unge under 18 år.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel