Uheldet skete sent mandag aften på den sønderjyske motorvej ved Kolding. Ingen personer kom noget til.
En 34-årig lastbilchauffør fra Holbæk tabte mandag aften klokken 21.43 en palleløfter og en palle med pakker på den sønderjyske motorvej ved Kolding. En 41-årig mandlig bilist fra Sønderborg ramte palleløfteren, men han kom ikke noget til ved uheldet, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Lastbilchaufføren opdagede ikke selv, at han havde tabt palleløfteren og pallen. Han blev bragt til standsning på motorvejen ved Vejen, fortæller politiet.
Uheldet ved Kolding skabte trafikale problemer. Motorvejen var spærret en times tid, inden der var ryddet op igen.
Uheldet skete i øvrigt i sydgående retning.