Nye priser på bus og flextrafik

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Priserne på bus og flextrafik stiger den 21. januar. Foto: Sydtrafik.

Sydtrafik hæver den 21. januar priserne på bus og flextrafik. Det sker sammen med den andre trafikselskaber.

Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et takststigningsloft. Den sætter en øvre grænse for, hvor meget priserne i gennemsnit må stige i den kollektive trafik. Det beregnes i starten af året på baggrund af erfaringer fra det foregående år samt forventninger til det kommende. Og det sætter rammen for én årlig samlet prisjustering i hele sektoren, oplyser Sydtrafik i en pressemeddelelse.

Takstloftet er i år ekstraordinært højt på 10,3 %, da der er et efterslæb i forhold til at hæve priserne, så det svarer til de reelle stigninger i udgifterne til den kollektive trafik, der ikke var indregnet fuldt ud i takstloftet for januar ’23.

Ingen stigning på enkeltbilletter

I Sydtrafik betyder det at priserne i gennemsnit stiger med 10,3 %, men det fordeler sig forskelligt på de enkelte billetprodukter.

Enkeltbilletter der købes i app eller kontant hos chaufføren stiger ikke, men koster fortsat 26 kr. for en billet til 2 zoner til en voksen.

Den samme rejse på Rejsekortet stiger fra 19,50 kr. til 22,75 kr. for en voksen passager, men den procentvise stigning bliver mindre jo længere du rejser.

Et pendlerkort til 2 zoner stiger med en krone om dagen fra 390 kr. til 420 kr., men også her bliver den procentvise stigning mindre, jo længere man rejser. Prisændringerne betyder, at Pendlerkortet bliver mere attraktivt – set i forhold til et almindeligt Rejsekort.

Flextur stiger mere

Hvis man bruger Flextur til at blive kørt direkte fra a til b, så skal man også have lidt flere penge op af lommen. Her stiger minimumsbeløbet fra 45 kr. til 50 kr., og kilometertaksten stiger med 0,50 kr. Hvis man derimod bruger Plustur til at komme til eller fra den kollektive trafik, stiger prisen ikke, da den følger prisen på en enkeltbillet til bussen.

Priserne er offentliggjort på Sydtrafiks hjemmeside.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel