Vil støtte foreninger og klubber i Kolding

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
En gang om året kan man ansøge om støtte gennem Boxit Assist, og første gang der åbnes for ansøgninger er 1. februar 2024. Foto: Boxit.

Boxit åbner en særskilt støttepulje for Kolding, hvor foreninger, sportsklubber og lignende i lokalområdet kan søge.

Boxit i Kolding sætter nu system i tildelinger af støtte til lokale foreninger, sportsklubber og ildsjæle. Det nye koncept hedder Boxit Assist og i Kolding der er en officiel pulje på 15.000 kroner.

Skal afgøres med lokale afstemninger

Puljen kan søges en gang årligt, og første gang der åbnes for ansøgninger er 1. februar i år. Boxit udvælger de nominerede blandt ansøgningerne og herefter skal de nominerede selv ud at påvirke deres organisation og deres støtter til at stemme på dem. Afstemningen kommer til at foregå på Boxits hjemmeside.

-Vi vil gerne være med til at støtte nogle af de tiltag, der gør Kolding til en god by at være i. Boxit har været en del af byen i en del år efterhånden. Med tiltaget her vil vi gerne motivere ansøgerne til at samle nogle stemmer ind lokalt, så de også får reklameret lidt for hver deres gode sager, forklarer Lars Alkert Andersen, ansvarlig for det nye Boxit Assist, i en pressemeddelelse.

-Det kan være alt fra foreninger eller lokale ildsjæle til sport, kunst, borgerforeninger – det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser. Tidligere har folk bare henvendt sig, og det blev lidt vilkårligt, men nu fokuserer vi indsatsen, uddyber han.

Kolding er en Boxit-by

Der vil være puljer i hver af de områder, hvor Boxit har afdelinger, og her er Kolding en af de heldige. Derudover vil der være en landsdækkende pulje, der kan søges af alle klubber og foreninger uanset, hvor i landet de holder til, og med en samlet værdi på mere end 150.000 kroner.

Puljen hos Boxit Assist kan søges via websitet: boxit.dk/assist

Vinderne kåres inden sommerferien, og førstepladsen får et beløb på 10.000 kroner, mens andenpladsen er på 5000 kroner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel