Læserbrev af Karina Adsbøl (DD), børne-, undervisnings- og familieordfører hos Danmarksdemokraterne, 6580 Vamdrup.
Regeringens nedsatte udvalg med Michael Svarer i spidsen, som skulle udarbejde en rapport med anbefalinger til en CO2-afgift på landbruget, er netop landet. De tre forskellige modeller, som der fremgår i rapporten, er lige så ødelæggende som forventet. I min region, som er Region Syddanmark, kan over 26.000 mennesker blive ramt af sådan en afgift.
Det handler om mange jobs, konkurrenceevne og ikke mindst livet på landet. Værst ser det ud for mælkekvægsbønder og svineproducenter. Dertil skal man også huske på, at der også er mange arbejdspladser i de mange følgeerhverv. Der er slagtere, der parterer grise, lastvognschauffører, som kører råmælk til mejerierne, virksomheder der sælger landbrugsmaskiner til landmændene og ikke mindst den lokale købmand.
Så er der hele centraliseringen – For mens arbejdspladser forsvinder på landet, ja, så vil de genopstå i byerne, og dermed bliver Danmark mere skævvredet.
Mange kan risikere at gå konkurs, og det kan ikke være rigtigt, at en tudetosset CO2-afgift skal ødelægge hverdagen for så mange familier. Vores region er den region i hele Danmark, som har den største andel af personer, som beskæftiger sig med kvægproduktion, og det er især dem, som vil blive ramt.
Hos Danmarksdemokraterne vil vi aldrig gå med i aftale om en CO2-afgift på landbruget. Det er direkte skadeligt for Danmark, hvis en CO2-afgift bliver indført. Det vil være dræbende for det danske landbrug, som allerede er et af de mest klimaeffektive i verden. Selvfølgelig skal de danske landmænd omstille sig, og det er de allerede i gang med. Vi skal omstille os i fællesskab med landmændene, og det skal gøres på en forsvarlig måde.
Vi vil ikke være med til at ødelægge dansk landbrug hos Danmarksdemokraterne, og vi mener, at en CO2-afgift vil være tudetosset. Gulerod frem for pisk er vejen frem.