Bliv klogere på kunstig intelligens

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
IBA Erhvervsakademi Kolding sætter fokus på kunstig intelligens ved Forskningens Døgn. Foto: Maria Tuxen Hedegaard (Arkivfoto)

Kunstig intelligens har potentialet til at gavne virksomheder på forskellige måder. Det er netop disse muligheder og udfordringer, som IBA Erhvervsakademi Kolding sætter fokus på under det kommende Forskningens Døgn arrangement.

Selvom dagen primært har fokus på den finansielle sektor, vil pointerne bestemt have betydning for virksomheder i alle brancher.

Kompetente eksperter

Ved arrangementet vil nogle af landets mest kompetente eksperter inden for kunstig intelligens dele ud af deres viden og erfaringer. Professor Jan Damsgaard fra CBS vil tale om emnet ‘Navigating the AI Wave’ og diskutere, hvordan virksomheder skal forholde sig til kunstig intelligens. Han udgav sidste år bogen “AI – Mellem fornuft og følelse”, der netop berører denne problemstilling.

Innovationsekspert Finn Kollerup, med 30 års erfaring inden for forskning, ledelse og innovation – herunder hos Novo – vil besvare spørgsmålet “Hvordan skaber vi ægte værdi med kunstig intelligens?”

Jesper Outzen, som underviser i kunstig intelligens på IBA, vil åbne dagen og sætte fokus på det store potentiale, som den nye teknologi rummer.

-For os er Forskningens Døgn en fantastisk lejlighed til at invitere alle indenfor og give dem mulighed for at opleve IBA indefra. Og i denne sammenhæng er årets tema – kunstig intelligens – særlig relevant, da det er en teknologi, der vil have stor betydning for vores udvikling. Vi er allerede i fuld gang med at implementere AI i vores undervisning, og der kommer til at ske meget mere i de kommende år, fortæller fungerende rektor, Jeanette Lemmergaard fra IBA, i en pressemeddelelse.

Alle er velkomne til Forskningens Døgn på IBA. Dog er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd på iba.dk på grund af forplejning i pausen. Arrangementet finder sted fra klokken 08.30 til 12.15 den 23. april.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel