Grundlovsfest i Legeparken og på Skamlingsbanken

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Grundlovsfest. Pressefoto.

Vær med til at fejre Grundlovens 175 års fødselsdag.

I år bliver Grundlovsdag ekstra speciel med en festdag som aldrig før i Kolding-området, hvor der er gratis adgang for alle.

For de mindste først på dagen

For børnene starter dagen i Legeparken klokken 10 med Sigurds Grundlovskoncert for børn. Kom og syng med, når Sigurd og Bjørnen Bjørn tager børn i alle aldre med på en tur ind i Grundlovens spændende historie. Hvad betyder det at have et Folketing? Hvad er demokrati? Og hvordan kan vi sammen fejre det med fest, sang og fortælling? Det bliver en familiekoncert for børn og voksne i alle aldre.

Grundlovens værdier fejres på Skamlingsbanken

Om eftermiddagen inviteres der til en stor Grundlovsfest på Skamlingsbanken, hvor sangere og talere fra nær og fjern vil være til stede for at fejre dagen sammen med jer.

-Skamlingsbanken repræsenterer et historisk symbol på demokratiets kamp og sejr. Det er her, hvor generationer har samlet sig for at kæmpe for frihed og demokratiske værdier. Ved at afholde grundlovsfest på netop Skamlingsbanken får vi mulighed for at forbinde nutiden med fortiden og mindes vigtigheden af vores grundlæggende rettigheder og friheder – samt det danske sprog. Det er et sted, der på smukkeste vis afspejler vores nationale ånd og styrke, og derfor giver det god mening at samles her for at fejre vores fælles demokratiske arv, fortæller Rune Lundberg, museumsdirektør ved Museum Kolding, i en pressemeddelelse.

Sigurd Barrett Band vil spille op til fællessang, hvor gæster i alle aldre er velkomne.

Tre timers koncert

I et tre timer langt koncertprogram vil publikum sammen med 400 korsangere synge med på nye og gamle grundlovssange.

Talerkolen Røst præsenterer unge stemmer fra hele landet, der giver deres bud på en grundlovstale. Kom og vær en del af denne folkefest, hvor vi vil genoplive gamle traditioner for taler og sang i forbindelse med vores kære Grundlov. Der vil være madboder, grundlovspandekager, kaffe og kage samt servering fra Besøgscentret Skamlingsbankens cafe.

Grundlovsfest. Pressefoto.

-Det har været en glæde for mig at være med til at planlægge dette arrangement, siger Sigurd Barrett, der i samarbejde med Museum Kolding, Sangkraft Kolding og talerskolen Røst står bag arrangementet.

-Vi glæder os til at møde børnene i Legeparken, og vi tror, at Grundlovsfesten på Skamlingsbanken vil blive en tilbagevendende begivenhed, hvor vi kan synge sammen, lytte sammen og feste sammen, slutter Sigurd Barrett.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel