Mandag formiddag blev der skrevet et nyt kapitel i den royale motionshistorie.
For første gang deltog Danmarks nye Kongepar i Royal Run, hvilket føjer en ny dimension til den landsdækkende motionsfest, der i år har rekordstor tilslutning med 95.000 tilmeldte på tværs af fem værtsbyer. I Fredericia deltog 13.500 personer.
-Vi er utroligt glade for den massive opbakning fra så stor en del af den danske befolkning. Nu er vi i gang, og vi ser frem til at vise, hvor sjovt og givende det kan være at engagere sig sammen i et motionsfællesskab, fortæller Morten Mølholm Hansen i en pressemeddelelse.
Han er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i Royal Runs styregruppe.
Kongen ankom til fæstningsbyen Fredericia med Kongeskibet Dannebrog tidligere på formiddagen til kanonsalut, hvorefter Royal Run 2024 officielt blev skudt i gang. Efter besøget i Fredericia gik turen til Aarhus for Majestæten, der senere rundede dagen af i København/Frederiksberg.
Se billederne øverst i artiklen…