Kolding Nyheder

Åbent hus hos Røde Kors

Redaktion
Redaktion
Røde Kors Kolding arrangerer åbent hus i genbrugsbutikken på Kløvervej. Privatfoto.

Kom og få et indblik i, hvad de frivillige bruger fritiden på i den lokale genbrugsbutik på Kløvervej i Kolding.

Røde Kors Kolding inviterer til åbent hus “Dit Røde Kors – kom og kig” i genbrugsbutikken på Kløvervej i Kolding. Her kan interesserede se, hvilke aktiviteter Røde Kors Kolding har. Og så får man et indblik i, hvad de mere end 200 frivillige bruger noget af deres fritid på.

Her vil nogle af de frivillige fortælle om og give smagsprøver på det arbejde, de gør for nogle af samfundets sårbare medborgere.

De fleste kender Røde Kors som en global hjælpeorganisation, der er til stede i verdens brændpunkter. Det røde kors på den hvide baggrund er ofte i billedet, når der rapporteres fra konflikter rundt omkring i verden.

-Men Røde Kors er i høj grad også til stede i Danmark. Her i Kolding står vi bag 17 forskellige aktiviteter, der alle har som formål at gøre en forskel for nogle af samfundets mest sårbare medmennesker, fortæller Lis Sanders i en pressemeddelelse.

Hun sidder i bestyrelsen for Røde Kors Kolding, og er med til at arrangere åbent hus.

-Vi tror, at mange mennesker ikke ved ret meget om, hvad vi laver lokalt. Derfor holder vi åbent hus, så alle har mulighed for at høre om det arbejde, vi ca. 200 frivillige udfører i Kolding. Der er også mulighed for at høre om, hvordan man selv kan blive frivillig. For Røde Kors er for alle – både hvis man kan drage nytte af et af vores tilbud, og hvis man har lyst og overskud til at være frivillig, forklarer Lis Sanders.

”Dit Røde Kors – kom og kig” inviterer indenfor lørdag den 20. januar klokken 10-14. Arrangementet finder sted Kløvervej 33, hvor Røde Kors Kolding har lokaler, og hvor genbrugsbutikken ligger.

Hjertestarter, krea-hjørne og virtuel rejse

På programmet vil der være mange forskellige ting, blandt andet disse aktiviteter:
•Et krea-hjørne og udklædning for børn, som aktiviteterne Familienetværket og Qnet står for

•Et samtalehjørne, hvor man kan prøve at tale med en fra Besøgstjenesten

•Mulighed for at prøve en hjertestarter sammen med en førstehjælpsinstruktør

•Genbrugsbutikken er åben og står for en konkurrence

•Foredrag om Vågetjenesten og Patientstøtterne, som holder til på Sygehus Lillebælt

•Oplæg fra tre frivilliges rejser til Malawi, Kenya og Nepal, hvor de har oplevet Røde Kors’ internationale arbejde

•Mulighed for at tage på virtuel rejse ind i et område, der er hærget af krig. Rejsen foregår via virtual reality, altså et par VR-briller

Oplæggene vil blive holdt i tidsrummet kl. 11-ca.13.30. Hver halve time vil et nyt oplæg gå i gang.

Arrangementet er åbent for alle, og man skal ikke melde sig til.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel