Danæg, en af Danmarks førende producenter af æg og ægprodukter, har tirsdag taget det første spadestik til en ny administrationsbygning i Christiansfeld.
Danæg har haft base i Christiansfeld siden 1982 og har nydt godt af det lokale fællesskab og solid støtte fra byen. Derfor er det naturligt at fortsætte virksomhedens udvikling i samme område.
-Vi har oplevet betydelig vækst i de seneste år, og derfor er vi vokset ud af vores nuværende lokaler. Vores selskab og vores værdier er og har været dybt forankret i Christiansfeld i mere end 40 år. Derfor er det helt naturligt, at vi har valgt at placere vores nye domicil tæt på vores eksisterende lokaler. Det nye og inspirerende byggeri skal give os de ideelle rammer for innovation, udvikling og vækst i fremtiden, fortæller Jann Dollerup Vig Jensen, administrerende direktør i Danæg, i en pressemeddelelse.
60 kontorpladser
Den nye administrationsbygning, tegnet af Jesper Thyge Brøgger og bygget af Daugaard Pedersen, vil rumme både administrationen for ægpakkeriet Danæg A/S og koncernen Danæg Holding. I alt vil byggeriet rumme 60 kontorpladser. De nuværende administrationsbygninger vil blive omdannet til lager- og produktionsområder, hvilket giver mulighed for at forbedre logistikken og imødekomme den stigende efterspørgsel efter æg og ægprodukter.
-Både nybyggeriet og de logistiske justeringer er helt i tråd med Danægs strategi, hvor vi skal sikre, at vi fortsat kan levere fødevarekvalitet og -sikkerhed efter de højeste standarder til vores kunder og samarbejdspartnere, siger Jann Dollerup Vig Jensen.
Danæg forventer, at byggeriet vil stå færdigt til sommeren 2025, hvilket passer perfekt med fejringen af selskabets 130 års jubilæum.