Ejerkredsen udvides markant i Fremtidens Stadion

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg. Foto: Kolding IF.

Opbakningen til Fremtidens Stadion i Kolding vokser.

Ejerkredsen for Kolding Stadion Tribune ApS er blevet udvidet fra fem ejere til i alt 20 ejere. Det er et afgørende skridt for igangsætning af Fremtidens Stadion projektet i Kolding, oplyser Kolding IF på deres hjemmeside.

Den store opbakning fra erhvervslivet og samarbejdspartnere er et klart signal om, at der er stor interesse og vilje til at realisere planerne for stadionprojektet og bringe Kolding IF op på allerøverste hylde, Superligaen.

Jagten på flere investorer fortsætter, og der allerede er et samlet tilsagn på over 35 mio. kr. Der er et ønske om at finde yderligere 5-10 mio. kr. for at styrke fundamentet yderligere og sikre, at de topmoderne faciliteter kan få et ekstra niveau til gavn for sponsorer, fans og medarbejdere.

Fakta om Fremtidens Stadion

• Etapeopdelt projekt, som skal munde ud i et superligastadion med plads til 10.000 tilskuere

• Næste etape, som nu realiseres, er ny vesttribune på 4.700 m2, lounge med plads til 800 spisende gæster og tribune med plads til godt 2.100 tilskuere

• Den samlede anlægssum forventes at udgøre 106 mio. kr. hvoraf Kolding Kommune finansierer 33,5 mio. kr, mens den resterende del på 72,5 mio. tilvejebringes med private midler via Kolding Stadion Tribune ApS

• Kolding Stadion Tribune ApS er bygherre på projektet, mens Jorton A/S er valgt som hovedentreprenør. Kolding Kommune overtager ved afslutningen af byggeriet tribuneanlægget samt ejerlejlighed i hovedbygningen

Kilde: Kolding IF

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel