Også i år kommer Grøn forbi Kolding, når endagsfestivalen tager på tour i juli.
Grøn kommer også til Kolding i år. Arrangørerne bag Grøn, Muskelsvindfonden og Tuborg, løfter nu sløret for sommerens turnéplan, der spiller fra den 18.-28. juli. Jacob Haugaard og Simon TJ er traditionen tro værter på Grøn Scene, mens Mai-Britt Vingsøe og Dennis Ravn er årets værter på NOVA Scenen.
Grøn har turneret hvert år i mere end 40 år. Pengene går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe plads til forskelle.
Sidste år var et historisk år, da festivalen var udsolgt alle steder. I Kolding festede 18.000 festivalgæster på Grøn.
Hvis man vil med i år, kan man sikre sig billet fra den 4. april, hvor den første artist også offentliggøres.
Når Grøn til sommer indleder sin turné, bliver første stop Tårnby. Herefter kører karavanen videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved, og slutter af i Valby.
Turnéplan 2024
• 18. juli: Tårnby
• 19. juli: Kolding
• 20. juli: Aarhus
• 21. juli: Aalborg
• 25. juli: Esbjerg
• 26. juli: Odense
• 27. juli: Næstved
• 28. juli: Valby