Her er den nye direktør for Trekantområdet Danmark

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Marianne Wolff Lundholt kan 1. maj sætte sig i direktørstolen i organisationen Trekantområdet Danmark. Pressefoto.

Borgmestrene for de syv kommuner i Trekantområdet har valgt Marianne Wolff Lundholt som den nye direktør for organisationen Trekantområdet Danmark.

Hun tiltræder stillingen den 1. maj og overtager efter Morten Rettig, der tidligere i år fratrådte efter 11 års ansættelse.

Marianne Wolff Lundholt er ph.d. i kommunikation og har en master i offentlig ledelse. Hun kommer fra en stilling som institutleder for Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet. Hun har de seneste 11 år arbejdet i Kolding og bor privat i Fredericia med sin mand og tre børn.

Samarbejde mellem syv kommuner

Trekantområdet Danmark er et samarbejde mellem de syv kommuner Vejle, Middelfart, Kolding, Fredericia, Vejen, Billund og Haderslev. Organisationen fokuserer på vigtige dagsordener som infrastruktur, klima og energi samt styrkelsen af området som en stærk businessregion.

Der var stor interesse for stillingen, og udvælgelsesprocessen omfattede 24 ansøgere med fem kandidater, der blev inviteret til samtale. Marianne blev valgt ud fra et felt af stærke ansøgere.

Borgmestrene ser frem til at samarbejde med Marianne og er overbeviste om, at hendes erfaring og kompetencer vil bidrage positivt til arbejdet med at styrke Trekantområdet og opnå fælles mål om bæredygtighed og livskvalitet.

Trekantområdet Danmark har kontor i Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel