Isbutikken Okkels lukker i gågaden i Kolding.
Efter næsten to år i Helligkorsgade i Kolding, har indehaver Mette Nedergaard Fugl valgt, at lukke sin isbutik – Okkels.
Det sker dog efter svære overvejelser, fordi det var en drøm, der gik i opfyldelse, da hun åbnede isbutikken. Mette Nedergaard Fugl laver selv al is fra bunden.
Alt er ikke gået som forventet, skriver hun i et opslag på Facebook.
-Gennem det sidste års tid har jeg døjet med min højre arm/skulder, hvilket har resulteret i, at jeg ikke kan løfte uden større smerte i skulderen. Jeg laver selv al is fra bunden og i den proces forekommer der mange løft hver eneste dag. Disse løft er for høj en pris at betale i forhold til mit helbred. Jeg vil takke alle de fantastisk søde mennesker, som er kommet i Okkels is. Mange er blevet til stamkunder og der er røget mange grin og hyggelige snakke over disken sammen med den go’e is og DET vil jeg i den grad komme til at savne, fortæller Mette Nedergaard Fugl i opslaget.
På søndag klokken 13-16 holdes der ekstraordinært åbent for de kunder, som har et gavekort. Men også for de, som blot har lyst til en is eller en boks is til fryseren. Og de kunder, der har booket isbar/festpakker i foråret 2024 bliver heller ikke skuffede. Disse bestillinger bliver også leveret, lyder det fra isbarens indehaver.
Okkels åbnede i Kolding den 18. marts 2022. Kæden har fire butikker tilbage i Jylland.