Kolding Nyheder

Kirke får penge til istandsættelse

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Bramdrup Kirke får en håndsrækning til istandsættelse. Foto: Bramdrup Kirke/Facebook.

Minister for byer og landdistrikter og kirkeminister Morten Dahlin har besluttet, at syv kirker i Sydjylland får tildelt 7,8 millioner kroner fra puljen for 2024 i ministeriets kirkeistandsættelsesordning.

Puljen giver mulighed for at få tilskud til at vedligeholde og istandsætte særligt bevaringsværdige kirker.

Her i området får Bramdrup Kirke 144.201 kroner.

-Det er glædeligt, at syv kirker i Sydjylland kan få glæde af ordningen. Danmarks gamle kirker er en vigtig del af landets kulturarv. Vi møder dem, når vi bevæger os rundt i det danske land, og de er vigtige fortsat at vedligeholde og istandsætte, så vi passer på og bevarer vores fælles historie til glæde og gavn for os alle og for kommende generationer, fortæller kirkeminister Morten Dahlin i en pressemeddelelse.

16 kirker får tilskud

16 kirker får i år tilskud fra kirkeistandsættelsesordningen. Zions Kirke i Esbjerg er den kirke ud af de syv kirker i Sydjylland, som i år modtager flest penge med et tilskud på 3,5 mio. kr. De øvrige ni modtagere er placeret over det meste af landet; en kirke på Lolland, en anden kirke på Ærø, fem kirker i Midt- og Vestjylland og to kirker på Fyn.

Nationalmuseet har vurderet de 16 kirkeistandsættelsesprojekter er støtteværdige pga. deres nationale eller lokale kulturhistoriske værdi. Kirkeistandsættelsesordningens maksimale støttebeløb til enkeltansøgninger i 2024 er 3,5 mio. kr. og aldrig over 35 pct. af istandsættelsens samlede udgift.

I år er der ikke indkommet ansøgninger nok til, at hele puljen kan udmøntes. Derfor opretter ministeriet en anden runde med ansøgningsfrist 1. august 2024, så endnu flere kirker kan få gavn af ordningen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel