Regionsrådet i Region Syddanmark har givet grønt lys til et nyt plasma-tappecenter i Kolding.
Blodplasma er afgørende i behandlingen af en række alvorlige sygdomme, men i dag kan sygehuse i Syddanmark kun tappe 80 procent af det nødvendige plasma. For at imødekomme denne udfordring har regionsrådet afsat 55 millioner kroner til oprettelsen af et nyt plasma-tappecenter i Kolding. Det vil både sikre lettere adgang for borgere i Trekantområdet til at donere blodplasma og gøre Region Syddanmark 100 procent selvforsynende.
Både globalt og i Danmark oplever man mangel på blodplasma, hvilket skaber store udfordringer. Blodplasma anvendes til produktionen af medicin med immunglobulin og albumin, der er afgørende for en lang række patienter, herunder dem med blødersygdomme, kræft og nedsat immunforsvar.
På regionsrådsmødet i går, mandag, godkendte regionsrådet byggeprogrammet for centeret og afsatte 55,2 millioner kroner til opførelsen af det nye center, der vil blive placeret på Esbjergvej 34-36 i Kolding.
Det nye center forventes at åbne i 2026. Senere på året vil det blive udbudt som en totalentreprise, og man planlægger at have det færdigt til brug om seks år.
På Kolding Sygehus er der i dag fire lejer til blodplasmatapning og fem lejer til fuldblodstapning, som vil blive afløst af det nye center, når det åbner.