Snak med dit barn om fagbevægelsen

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Kristina Friedrichsen og Ole Kjær. Privatfoto.

Læserbrev af Kristina Friedrichsen, Ungdomskonsulent i HK Sydjylland og Ole Kjær, formand for HK Sydjylland, Tjørnelunden 2, Jelling.

Har du talt med dit barn om fagbevægelsen i dag? I år? Nogensinde?

Mange forældre vil nok svare tre gange nej. Det er i hvert fald vores gæt som praktiker og politiker i HK’s lokale afdeling, hvor den ene af os netop er ansat til at tale med unge mennesker om fagbevægelsen.

Det er selvfølgelig fair nok, at det ikke har været det hotteste emne ved middagsbordet. Men overvej alligevel at tage snakken.

De fleste af de unge har nemlig kun en vag idé om, hvad en fagforening er, og ordet overenskomst er oftest nyt for dem. Ifølge Jobpatruljens rapport fra 2023 er hver fjerde ikke engang klar over, at de har rettigheder på deres fritidsjob.

Ingen ved bedre end os, at det kan være svært at forklare fagbevægelsen på en måde, så den giver mening og føles relevant for de unge. De er jo selv opvokset i en tid, hvor arbejdsmarkedet bare har fungeret. De tror, det sker automatisk.

Men det gør det bare ikke. Vi har i Danmark så gode løn- og arbejdsforhold, fordi fagbevægelsen gennem så mange år har kæmpet og forhandlet overenskomster hjem, der tilgodeser lønmodtagerne.

Når medlemstallene i de overenskomstbærende fagforeninger falder, så falder fagbevægelsens indflydelse og evne til at skabe gode resultater. Det er det, der sker lige nu, hvor mange vælger at melde sig ud, fx for at melde sig ind i en gul fagforretning, der ikke har noget med overenskomsterne at gøre.

Lønmodtagerne svækkes. Og eftersom langt de fleste børn og unge selv ender med at blive lønmodtagere, så er det yderst relevant, at de har en grundlæggende forståelse for denne sammenhæng.

Den største oplysningsopgave ligger naturligvis hos os i fagbevægelsen. Vi knokler på. Og erfaringen viser, at jo flere gange, vi er i dialog med den enkelte unge, jo større og mere nuanceret bliver den unges forståelse.

Du kan hjælpe os som forælder. Det håber vi, at du vil gøre.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel