Medlemsgoder kan være fagbevægelsens redning

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Dan Kirkel. Privatfoto.

Læserbrev af Dan Kirkel, formand for HK Privat Sydjylland, Agerbakken 26, 8700 Horsens.

Jeg stikker muligvis hånden i en hvepserede her. Men jeg gør det med vidt åbne øjne, for vi kommer ikke udenom denne debat, hvis vi skal redde fagbevægelsen.

Det handler om overenskomsterne, som jo er dem, der sikrer lønmodtagerne pension, ferie, omsorgsdage, efteruddannelse og alle mulige andre goder.

En overenskomst kommer alle medarbejdere på en given arbejdsplads til gode. Men det er kun de medarbejdere, som er medlem af en overenskomstbærende fagforening, der betaler prisen for overenskomsten gennem deres kontingent.

Deres kolleger kan blot nyde goderne, mens de enten helt sparer pengene til en fagforening eller er medlem af en gul forretning. Det er dybt uretfærdigt! Og det er ikke en holdbar løsning, for flere og flere melder sig ud af de overenskomstbærende fagforeninger. Det svækker lønmodtagerne som gruppe, mens arbejdsgiverne kan gnide sig i hænderne.

Nu kommer vi til hvepsereden. Jeg mener, at der i overenskomsterne bør være goder, som kun kommer medlemmerne af den fagforening, der har lavet overenskomsten, til gode.

Det kan for eksempel være som en fond, der betales ind til via overenskomsten, og som kun kommer medlemmerne til gode. Det vil give flere et incitament til at melde sig ind i en rigtig fagforening. Og så vil det være retfærdigt.

Jeg er ikke alene med den holdning. Faktisk er vi over 4000 i fællesskabet ”Medlemmernes Overenskomst” på Facebook.

Jeg har selv været med til at starte gruppen, som arbejder på flere niveauer for at få medlemsgoder ind i overenskomsterne. Og som ny formand for HK Privat Sydjylland ser jeg det som min vigtigste mærkesag at sørge for, at medlemsgoder kommer højt på dagsordenen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel