To års fængsel for narkosalg

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

En 30-årig mand fra Kolding er blevet idømt to års ubetinget fængsel for overtrædelse af 11 forskellige tiltalepunkter. Det skete ved Retten i Kolding. Manden, der er medlem af en rockergruppering, erkendte sig skyldig i alle anklagerne.

Flere af de tiltalte forhold drejede sig om salg af kokain i Kolding. En af dommene var baseret på, at manden var i besiddelse af omkring 74 gram kokain på en adresse i byen den 28. september 2023, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Desuden blev den 30-årige dømt for forsøg på videresalg af mere end 422 gram kokain, 2120 gram hash og 1642,5 gram skunk i perioden fra den 12. marts 2023 til den 19. oktober 2023. Dette blev dokumenteret gennem flere hundrede SMS-beskeder omhandlende salg af narkotika.

Manden blev også fundet skyldig i besiddelse af 260 dopingenheder til eget brug på en adresse i Fredericia.

Den 30-årige accepterede dommen og skal derfor afsone en toårig fængselsstraf.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel