Christian har designet olympisk fakkel

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Christian Lerche Ebbesen sidder her med prototypen, og designprocessen har været lang - men først og fremmest spændende og lærerig. Foto: Hansenberg.

Det er teknisk designerelev Christian Lerche Ebbesen fra erhvervsskolen Hansenberg i Kolding, som har designet den fakkel, der fremover skal lyse op ved Special Olympics Idrætsfestival.

Når et rekordstort antal deltagere til maj dyster ved Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn, kommer et helt nyt vartegn til at brænde under hele idrætsfestivalen.

For Kolding Kommune har nemlig – efter at Kolding var værtsby for arrangementet i 2022 – i samarbejde med Parasport Danmark taget initiativ til at få designet en fornem fakkel. Og valget af designer faldt på teknisk designerelev på Hansenberg, Christian Lerche Ebbesen.

-Det er sjovt, spændende og udfordrende at prøve at arbejde med noget helt andet, end jeg plejer at arbejde med, fortæller han i en pressemeddelelse.

Faklen hører under speciale

For Christian Lerche Ebbesen er ved at uddanne sig indenfor specialet bygge og anlæg, mens opgaven reelt set hører under specialet industriel produktion.

Resultatet af hans store arbejde er et elegant design, hvor Parasport Danmarks logo er inkorporeret.

-Den største udfordring har været at komme i gang med selve idéerne til, hvordan faklen skulle se ud. I begyndelsen tænkte jeg mest på selve formen, og her fandt jeg inspiration fra tidligere OL-fakler. Og så har smedene her på Hansenberg været inde over. De har lavet tests, så det er sikkert at bruge og arbejde med faklen, forklarer Christian lerche Ebbesen.

Samarbejde i centrum

Her kommer blandt andre faglærer på smedeuddannelsen Christian Bo Jensen ind. Han fik etableret et samarbejde med virksomheden Alumeco, som kan 3D-printe i metal.

-Faklen blev 3D-printet i aluminium, og kom hjem til Hansenberg i tre dele, som så er blevet svejset sammen her på skolen. Det er fedt og sjovt at få sådan en opgave, og samarbejdet med Christian har været supergodt. Han har virkelig udført et flot stykke arbejde med faklen, fortæller Christian Bo Jensen.

Smedefaglærer Christian Bo Jensen. Foto: Hansenberg.

Han fremhæver også samarbejdet med to andre virksomheder ud over Alumeco:

-Vi er så heldige, at BM Lakering lakerede faklen, mens Vissenbjerg MaskinVærksted har leveret dele til brænderen. Det er alfa og omega at have det samarbejde med virksomheder – og de gode relationer til erhvervslivet.

Borgmester afslørede resultatet

Onsdag eftermiddag kunne borgmester i Kolding Kommune, Knud Erik Langhoff (C), så i Sydbank Arena afsløre det smukke resultat af Christian Lerche Ebbesens design. Faklen skal nu gives videre til Frederikshavn Kommune, hvor Special Olympics Idrætsfestival finder sted i dagene 24.-26. maj.

Både designer og faglærere var med ved præsentationen i Kolding. Christian Lerche Ebbesen er en glad mand:

-Jeg er stolt af det, som både smedene, virksomhederne og jeg har lavet. Det er bare fedt, at man kan tegne noget på computeren – og så er det pludselig produceret, og man kan stå med sit produkt i hånden.

Christian Lerche Ebbesen er i gang med 2. hovedforløb på Hansenberg. Han er udlært den 16. juli.

Forinden krydser han fingre for, at han får mulighed for at komme ud i en virksomhed. Og derved få endnu mere erfaring med sig videre i sin karriere.

Special Olympics Idrætsfestival finder sted hvert andet år. Den er et samarbejde mellem Parasport Danmark, en af landets kommuner samt det lokale foreningsliv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel