Christiansfeld Idrætsforening står over for en milepæl, når de fejrer deres 100 års jubilæum. Siden stiftelsen den 11. april 1924 har foreningen været et vigtigt fællesskab og aktivt centrum for sports- og idrætsaktiviteter i Christiansfeld.
Fejringen bliver skudt i gang med en officiel reception den 11. april klokken 17 i Cuben i Christiansfeld. Derefter vil en lang række aktiviteter fortsætte helt frem til den 1. juni, hvor en stor medlemsfest vil sætte punktum for jubilæet.
Formand for Christiansfeld Idrætsforening, Birgitte Kjems Vester, udtrykker sin begejstring for det store engagement og programmet for fejringen:
-Vi er stolte over at præsentere en bred vifte af aktiviteter og håber på opbakning og deltagelse fra både vores nuværende 1900 medlemmer og endnu flere. Vi ser frem til spændende begivenheder, herunder en fodboldkamp mod Oldboys landsholdet den 17. maj, en sjov lørdag for børn den 4. maj og meget mere.
Jubilæumsskriftet husstandsomdelt
Jubilæumsskriftet, der oprindeligt blev udgivet ved 75 års jubilæet, er blevet opdateret med de seneste 25 års historie og er nu blevet husstandsomdelt til beboere i Christiansfeld og omegn. Skriftet giver et spændende indblik i foreningens udvikling og aktiviteter gennem årene.
Som en del af fejringen ønsker Christiansfeld Idrætsforening bidrag til etablering af Christiansfeld Multipark, der vil være et centralt udendørs facilitet omkring Cuben.
Støtte til projektet – i form af økonomiske bidrag i alle størrelser – vil være med til at skabe varige forbedringer for foreningens medlemmer og lokalsamfundet.