Anders Eggert skal videre til Flensburg Handewitt.
Efter to sæsoner i KIF Kolding stopper assistenttræner Anders Eggert efter indeværende sæson, hvorefter han fortsætter sin karriere som assistenttræner for storklubben Flensburg Handewitt, hvor han selv spillede igennem 11 sæsoner, oplyser KIF Kolding i en pressemeddelelse.
Anders Eggert kom til klubben i 2022, hvor han sidenhen har været fast makker på sidelinjen til cheftræner Kristian Kristensen. På kort tid har Eggert sat et stort aftryk for sin tid i klubben og var i sin første sæson med til at føre holdet til den bedste grundspilsplacering i syv sæsoner.
-En dygtig og dedikeret assistenttræner
-Vi har som klub fuld forståelse for den mulighed, Anders har fået i storklubben Flensburg Handewitt, som han har repræsenteret i 11 år som spiller – og den vil vi selvfølgelig ikke stå i vejen for. Vi mister en dygtige og dedikeret assistenttræner, som på mange måder har sat sit aftryk i KIF Kolding. Det er samtidig med en vis stolthed når en international topklub, som Flensburg Handewitt vælger vores assistenttræner til – det er et skulderklap til det arbejde vores trænerteam gør i hverdagen, fortæller sportschef Lars Christiansen.
-Specielt at stoppe noget, som jeg er utroligt glad for
-Det er altid specielt at skulle stoppe noget, som jeg er utroligt glad for. Jeg har været vildt glad for at være i Kolding og synes dertil, at jeg har lært utroligt meget af mit samarbejde med cheftræner Kristian Kristensen. Jeg har samtidigt også fået en kæmpe mulighed i Flensburg Handewitt, som jeg simpelthen ikke har kunne sige nej til. Men først og fremmest handler det nu om at slutte sæsonen på den bedst mulige måde her i Kolding, sammen med de fantastiske mennesker der er i og omkring klubben, siger Anders Eggert.
Siden Anders Eggert kom til KIF Kolding i sommeren 2022, har han indtil videre stået på sidelinjen som assistenttræner i 58 kampe for klubben.