Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), formand for Natur Miljø og Klimaudvalget, Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding.
I et læserbrev stiller du mig et spørgsmål: ”Vil SF virkelig ønsker at ødelægge privat ejendom..” . Jeg stiller modspørgsmålet om Venstre virkelig ønsker at oversvømme midtbyen, udvaske næringsstoffer og ødelægge beskyttet natur.
Er et spørgsmål en påstand? Hvis det er tilfældet påstår du, at jeg vil ødelægge privat ejendom – det ved vi begge er lodret løgn. I en danskfaglig kontekst er et spørgsmål ikke en påstand, så den kan vi vel lade ligge?
Det glædelige ved denne læserbrevskorrespondance er, at det ser ud til vi begge er enige om, at Vandløbsloven og gældende vandløbsregulativer skal overholdes, så balancen mellem afvanding og miljøhensyn sikres.
I Natur Miljø og Klimaudvalget (som ikke er mit udvalg men borgernes) sidder to dygtige Venstre repræsentanter. De har præcis samme indflydelse og information, som udvalgets øvrige medlemmer. Derfor ved de, at arbejdet med revision af vandløbsregulativer ligger i et planlagt forløb fra 2016-2025, og at udvalget i indeværende byrådsperiode løbende har godkendt regulativer for en række vandløb i takt med, de bliver udarbejdet.
Det ærgrer mig, at Tobias påstår, jeg ønsker at fastholde og lovliggøre vandløbene som de er, men da det er udvalget, der godkender regulativer, tillader jeg mig hermed at lægge den bekymring i graven. Hvorfor skulle Kolding Kommune bruge økonomi på en lovpligtig revision, hvis Kolding Kommune (og udvalget) vil fastholde den nuværende tilstand?
Indtil et nyt regulativ er udarbejdet er medarbejderne og udvalget nødt til at forvalte efter de gældende regulativer, ellers ville vi bryde lovgivningen og DET VIL VI IKKE.
Under alle omstændigheder vil gravearbejde, der medfører bredere og dybere vandløb betyde, at vand afledes hurtigere mod Kolding med risiko for oversvømmelse, samtidig med at beskyttet natur skades, vandmiljøet forringes og der udledes mere CO2 fra lavbundarealer – det er fakta, og derfor arbejder Kolding Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen netop med at tilbageholde vand på lavbundsarealer til gavn for natur, miljø klima og ikke mindst sikring af midtbyen – selvfølgelig med respekt for de nuværende regulativer og den gældende lovgivning.
I lyset af at forvaltningen kun modtager 2-5 klager over vandløb årligt, har jeg vanskeligt ved at se problematikken, men hvis Venstre ønsker at fremskynde regulativarbejdet, står det frit for mine kolleger at foreslå en budgetudvidelse.