Svar til Tommy Engstrøm om væresteder

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Villy Søvndal (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), social og arbejdsmarkedsudvalgsformand, Engstien 1, 6000 Kolding.

Tommy Engstrøm er i et indlæg i JV den 25.4. bekymret over fremtiden for kommunens væresteder og undrer sig over Udsatterådet ikke er hørt.

Udsatterådet vil naturligvis blive inddrage, men vi er ved starten af en budgetprocedure, hvor vi undersøger mulighederne for at få budgettet til at hænge sammen, i en periode hvor regeringen foretrækker skattelettelser i stedet for velfærd, og hvor økonomien i kommunerne derfor er stram.

Jeg er optaget af, om vi måske kan skabe mere sammenhængskraft i et fælles hus for frivilligt arbejde. Posthuset er kommet godt i gang og har flere uudnyttede lokaler og Kolding selvhjælp flytter. Måske kunne noget nyt og bedre skabes.

Mit håb er, at de politikere, der i det forrige byråd var hurtige til at nedlægge og sammenlægge tilbud med det resultat, at nogle ikke længere stod med et tilbud, er blevet klogere.

SF stemte dengang imod. Men jeg kender mine kolleger i social- og arbejdsmarkedsrådet så godt, at jeg er sikker på, at de vil være med til at arbejde for, at Kolding Kommune også i fremtiden har tilbud til alle relevante målgrupper i forhold til vores væresteder, fordi vi ved, de spiller en vigtig og uundværlig rolle i forhold til nogle af de mest udsatte borgere, vi har.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel